Afkastet henter noget af det tabte

22-08-2022

Kombinationen af geopolitisk uro, høj inflation, stigende renter og stor uro på aktiemarkederne har været en rigtig dårlig cocktail for pensionsafkastet i første halvdel af 2022.

Ved halvåret havde kunder med VækstPension Aktiv med middel risiko og 15 år eller mere til pension opnået et negativt afkast på -13,2 pct. Siden da har vi imidlertid set et pænt comeback, og ved udgangen af juli udgjorde afkastet -8,2 pct. På fem års sigt ser det fortsat ganske fornuftigt ud med afkast på over 30 pct.

VækstPension Aftryk har givet et lidt dårligere afkast i år med -10,3 pct. Det skyldes primært, at vi i VækstPension Aftryk fx ikke investerer i olieindustrien, som her i 2022 har givet gode afkast.

Kilde: Nikolaj Holdt Mikkelsen
Anm.: Afkastene er inkl. bonus og renten på DinKapital
* VækstPension Aftryk blev lanceret i 2021, hvorfor der ikke er 5 års historik på afkastet

Anders Stensbøl Christiansen, investeringsdirektør i Velliv

Positiv forventning

”Renterne er faldet, og den dystre stemning på aktiemarkederne fra 1. halvår er blevet mere positiv. Samlet set har det ført til, at vi har fået indhentet noget af det tabte,” forklarer investeringsdirektør Anders Stensbøl Christiansen og fortsætter:

”Finansmarkederne har pt. en positiv forventning til, at centralbankerne får bugt med inflationen uden, at vi løber ind i en hård recession. Aktiemarkedet har reageret positivt på udsigten til lidt færre renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank end, hvad man tidligere frygtede.”

Anders Stensbøl Christiansen slår i øvrigt fast, at det desværre ikke er sikkert, at de positive tendenser fortsætter:

”Vi ser et noget mere følsomt finansielt marked end normalt. Derfor skal der heller ikke så mange dårlige nyheder til for, at pessimismen igen tager førertrøjen. Jeg forventer, at vi den resterende del af 2022 kommer til at se meget svingende aktiekurser og renterne vil forventeligt også være meget følsomme. I Velliv følger vi markederne tæt, og er parate til at reagere på de muligheder og udfordringer, som vi løbende ser i markedet. Vi anbefaler, at du holder fast i den opsparingsprofil, som du tidligere har valgt. Erfaringerne viser nemlig, at det ikke er muligt at stige ind og ud af finansmarkederne på det rigtige tidspunkt.”