Ju-jutsu-kæmper fra Bramming vinder prisen som Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl

08-01-2023

Freja Jæger Poulsen fra Bramming Ju-Jutsu Klub har vundet prisen Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl samt 75.000 kroner. Prisen blev uddelt ved DR’s tv-show SPORT 2022 lørdag den 7. januar 2023.

En verdensklasseatlet i ju-jutsu, der giver tilbage til barndomsklubben som frivillig børnetræner. Det er 22-årige Freja Jæger Poulsen, og nu kan hun også kalde sig for vinder af den helt nye pris Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl.

Prisen Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl er en anerkendelse af Freja Jæger Poulsens fantastiske frivillige arbejde, hvor hun, siden hun var 16 år, har trænet de helt unge kæmpere i Bramming Ju-Jutsu Klub. Freja Jæger Poulsen er landsholdskæmper i ju-jutsu, men hun har samtidig overskud til at være frivillig i barndomsklubben. Hun betegnes som en dygtig træner med hjertet på rette plads. Freja Jæger Poulsen er stabil, initiativrig, ihærdig, og et stort forbillede i klubben, hvor hun igennem leg og læring får det bedste frem i hvert enkelt barn på ’rollinge-holdet’ for 6-9-årige ju-jutsu-kæmpere.

Stolt vinder nyder at give erfaring videre

”Jeg er utroligt glad for den her pris, og det kommer helt fra hjertet. Det at være med til at skabe et frirum, hvor børn kan være børn og samtidig gøre dem dygtige i den sport, jeg elsker, er fantastisk, og jeg er så stolt over den her anerkendelse,” siger Freja Jæger Poulsen, som sætter en ære i at kombinere elitekarrieren i ju-jutsu med en frivillig trænertjans.

”Jeg insisterer på at få det hele til at hænge sammen, for det giver mig så meget at være frivillig i Bramming Ju-Jutsu Klub. Jeg nyder at være en slags rollemodel for ungerne og give noget af min erfaring videre til dem.”

Med prisen følger 75.000 kroner, hvoraf 50.000 kroner går til Bramming Ju-Jutsu Klub og 25.000 kroner til Freja Jæger Poulsen selv. De øvrige to finalenominerede Ahu Demir fra Ishøj IF og Kenneth Emil Nielsen fra Herning Speedway Klub modtager hver 10.000 kroner for deres store, frivillige indsats. Der var i alt 583 indstillinger til prisen, hvilket understreger, at dansk idræt er spækket med fantastiske og hårdtarbejdende ildsjæle.

Til de særlige ildsjæle

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Velliv er gået sammen om at hylde idrættens hverdagshelte med uddelingen af prisen ’Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl’. Prisen er til de engagerede og passionerede frivillige, som med deres ekstraordinære store indsats sikrer et aktivt socialt fællesskab og sætter rammerne for velfungerende foreninger, hvor børn, unge og voksne kan dyrke den idræt, som de elsker.

”I Danmark er idræts- og foreningslivet båret af frivillige. De er alle helt essentielle for, at så mange børn, unge og voksne kan dyrke idræt - og de styrker sammenhængskraften i Danmark. Alle frivillige er vigtige, og blandt dem findes der særlige ildsjæle, som gør en ekstra indsats for, at danskerne – unge som gamle – opnår større trivsel og mental sundhed gennem et aktivt socialt fællesskab. Dem vil vi gerne fejre, og derfor er vi glade for, at vi sammen med DIF kan hylde frivilligheden med denne pris,” siger Steen Michael Erichsen, der er adm. direktør i Velliv og medlem af juryen for prisen.

Læs mere om Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl her

Foto: Rasmus Bendix