Årsregnskab 2023: Historisk højt resultat

27-02-2024

Vellivs administrerende direktør Kim Kehlet Johansen udtaler i forbindelse med regnskabet:

"Velliv leverer et meget tilfredsstillende resultat på 930 mio. kr. efter skat. Vi indstiller 550 mio. kr. i udbytte, som vores kunder og samfundet får gavn af via vores ejer, Velliv Foreningen. Resultatet er positivt påvirket af en øget indtjening baseret på flere års kundevækst, et højt investeringsafkast af egenkapitalen på 198 mio. kr. og engangsindtægter på ca. 180 mio. kr. Vi oplever en fortsat solid tilgang af kunder, ligesom vi forlænger aftalerne med eksisterende kunder blandt andet som følge af branchens højeste kundetilfredshed blandt firmakunderne."

Afspil video

Regnskabet i hovedtal

  • Resultat før skat på 1.212 mio. kr. (249 mio. kr. i 2022)
  • Resultat efter skat på 930 mio. kr. (97 mio. kr. i 2022)
  • Indbetalinger i alt på 34,1 mia. kr. (34,9 mia. kr. i 2022)
  • Egenkapitalforrentning efter skat på 22,5 pct. (2,6 pct. i 2022)
  • Samlet kundeafkast på 23,4 mia. kr. (-40,0 mia. kr. i 2022)
  • Solvensgrad på 174 efter indstillet udbytte på 550 mio. kr. til Velliv Foreningen

Hør mere om resultatet fra adm. direktør Kim Kehlet Johansen her:

Afspil video

Afkast og ansvarlige investeringer

Kunder i Velliv med markedsrenteprodukter opnåede i 2023 et afkast på 11,2 pct. i gennemsnit. Velliv leverede i fjerde kvartal det højeste afkast blandt de kommercielle pensionsselskaber, hvilket betød, at VækstPension Index og VækstPension Aftryk endte året i toppen af markedet.

I 2023 fortsatte Velliv med at levere på selskabets klimastrategi. Sammen med Verdensbanken udviklede vi en ny obligationstype, der fremmer den grønne omstilling og social bæredygtighed i tredjeverdenslande. Derudover tilmeldte vi os klimainitiativet Paris-Aligned Investment Initaitve (PAII) og fik godkendt vores klimamål under Science Based Targets Initaitive (SBTi).

Vellivs investeringsdirektør Anders Stensbøl har sat ord på 2023 her: