Afkast på næsten 150 % over ti år

17-01-2022

2021 blev afkastmæssigt et usædvanligt godt afkastår for de fleste Velliv kunder, som deres opsparing i VækstPension. Har du eksempelvis mellem risiko og mindst 15 år til pension, fik du et afkast på mellem 14,1 og 14,8 % afhængigt af om, du sparer op i VækstPension Index, Aftryk eller Aktiv.

”2021 var afkastmæssigt et rigtig godt år for pensionskunderne. Ikke mindst genåbningen af verdensøkonomien førte til et meget positivt marked i den første del af 2021. I anden del har vi set noget mere uro og et lavere afkast som følge af stigende renter og stigende inflation. Den udvikling skal vi forvente fortsætter ind i 2022,” fortæller investeringsdirektør Anders Stensbøl Christiansen.

Forventningerne fremadrettet

Om hvad vi kan forvente af afkastet i den kommende tid, siger Anders:

”Vi skal indstille os på, at afkastet kommer til at ligge på et lidt lavere niveau, end hvad vi har været vant til i de foregående 10 år, der med et samlet afkast på ca. 150 % har været ekstraordinært godt. Det skyldes ikke mindst rekordlave renter og at centralbankerne samtidig har sendt tusindvis af milliarder ud i økonomien. Dette har styrket aktiemarkedet bredt set. Derfor forventer jeg heller ikke, at vi ser så højt et afkast, når vi kigger tilbage om 10 år. Men mindre kan også gøre det.”

Afkastet over 10 år

Med mellem risiko og 15 år til pension, har du over de seneste 10 år opnået et afkast på 155,0 % med VækstPension Index og 147,3 % med VækstPension Aktiv. Sammenligner vi på tværs af branchen, er det de absolut bedste afkast i branchen.