Sæt holdet forrest, fordi ingen vinder alene

06-07-2022

Sommer, fodbold og EM klinger ofte godt sammen i Danmark – og i år stiler de danske fodboldkvinder efter at spille hovedrollen i det næste eventyr. Til trods for at landsholdet har mange nye spillere, er der en stærk tro på, at holdet kan nå langt, når EM-bolden ruller i England fra 6. juli.

Udviklingen, der har ført til, at landsholdet i dag er stærkere end nogensinde, startede for tre år siden, hvor flere erfarne spillere stoppede, og holdet fik Lars Søndergaard som ny landstræner.  
I dén åbning kom Team Danmarks sportspsykologiske konsulent Nina Due Stagis på banen, og hun spurgte åbent: Hvilket hold ønsker I at være? Og hvad skal danskerne se, når I går på banen til EM 2022? 

Landsholdets tre værdier

Nina Due Stagis startede en værdiproces med landsholdet. Forventningen hos mange vil måske være, at holdet ønskede at være målrettet, arbejdsomme og vedholdende, men der endte de ikke.

Vejen til værdierne gik gennem en slags forhandling mellem spillerne og ledelsen, hvor det blev diskuteret, hvad forskellige værdier vil betyde for både holdet og den enkelte. Forhandlingen var med til at sikre ejerskabet hos alle, og at værdierne blev andet end ord på et stykke papir, forklarer Nina Due Stagis.

Hele holdet skulle blive enige om, hvilket aftryk, de gerne vil sætte. Det var både sjovt og også meget praksisnært, fordi de skulle argumentere for, hvorfor er det vigtigt at vise tillid? Hvordan kan vi se det inde på banen? Hvordan giver tillid bedre mening end fx at udvise vedholdenhed? 

På den baggrund kom fodboldholdet frem til, at de vil være et tillidsfuldt, humørfyldt og modigt hold. Altså bløde værdier? Men faktisk vil Nina Due Stagis gerne gøre op med tanken om de bløde og de hårde værdier. 

”Landsholdets værdier er ikke bløde. Det er eksempelvis nemt nok at være modig, hvis det handler om at sige sin mening, når man er i trygt selskab, men det virkelige mod kommer jo først, hvis man også tør åbne munden, når det svære skal siges højt, for på den måde at turde bidrage til et bedre sted at arbejde. På den måde går værdier og sårbarhed hånd i hånd, og bliver derfor alt andet end bløde, når det kommer til den praktiske verden. 

På hver samling med holdet har de sat handling på værdierne og talt om, hvor spillerne imellem og staben viser hinanden tillid, samt hvordan det modige spil ser ud. 

Efter de blev trygge ved at se på de steder, hvor de gør det godt, så begyndte vi også at se på dér, hvor de ikke lykkes. Og det er jo her alt guffenligger, hvor man kan rykke noget, siger Nina Due Stagis og uddyber:  

”Når man arbejder med værdier, så åbner man op for, at såkaldte ”fejl” er en del af processen, og at det er forventeligt, at man kommer til at træde ved siden af til tider. Det vigtige her er at lære af de fejl, så vi hele tiden stræber efter at blive bedre til at efterleve det, vi gerne vil stå for. 

Fundamentet for den gode præstation

For fodboldlandsholdet er målet at vinde fodboldkampe, og vejen dertil er kun blevet tydeligere efter det ændrede fokus. Det fortæller Sanne Troelsgaard, der med sine 34 år er alderspræsident på holdet og dén spiller med flest landskampe på CV’et. 

Jeg vil ønske for alle – uanset om det er på et sportshold eller en arbejdsplads – at det altid var tydeligt, at her arbejder vi ud fra de her værdier. Vi kan virkelig mærke, at det afspejler vores performance på banen, hvordan vi har det med hinanden. Det har været en øjenåbner for os”, siger hun.

Og det er i virkeligheden slet ikke raketvidenskab.

Rent forskningsmæssigt kan vi se, at hvis folk trives og ikke er bange for at lave fejl, så er deres forudsætninger for at præstere bare bedre. Alle arbejdspladser har præstationsmål. Værdierne er måden, vi når målene på. Og værdiarbejdet øger motivationen og lysten til at bidrage og udvikle sig, forklarer Nina Due Stagis og fortsætter:

Når mennesker oplever en positiv tilknytning til andre og en følelse af at være en del af noget, så oplever vi følelsen af mening. Og i sidste ende er det dén følelse, der får os op om morgenen – ikke den enkelte arbejdsopgave.

Ingen vinder alene

Værdiarbejdet med landsholdet har været med til at skabe en tydelig ramme, som alle skal spille inden for, og fra dét udgangspunkt er opgaven at få den enkeltes styrker bragt bedst i spil. 

”Værdiarbejdet er med til at tydeliggøre den enkeltes bidrag ind i fællesskabet. Det, der gør en stærk virksomhedskultur, er at finde frem til, hvad folk unikaer er. Sanne Troelsgaard har altid været en samlende figur, og det gør det bare virkelig stærkt, at det er en af spillerne, der tager det ansvar og ikke træneren, lyder rosen fra Nina Due Stagis.

Sanne Troelsgaard er helt bevidst om, at hun også er andet end den hårde og kontante midtbanespiller.

Jeg stiller høje krav til mig selv og til mine medspillere, men jeg håber man både kan se og mærke den blødere Sanne på banen. Jeg er blevet mere bevidst om at tage værdiarbejdet med ind på banen og finde overskud til fx at spørge ind til, hvordan en ung spiller har det på debutdagen, siger landsholdveteranen. 

Der ikke mange spillere i truppen, der kan bryste sig af ”veteranstatus, men den høje trivsel er med til at nye hurtigt finder sig til rette. 

”Det har givet meget til de yngre spillere, der måske kan have en følelse af at være uerfarne, men alle er vigtige for holdet, alle har en rolle og tilfører holdet værdi. Det er ikke kun stjernerne, der bærer sejren hjem, understreger Sanne Troelsgaard. 

Sanne Troelsgaard har optrådt 163 for det danske kvindelandshold.

Sanne Troelsgaard har optrådt 163 for det danske kvindelandshold.

Holdånden er den største styrke

Så hvor starter man, hvis drømmen er at skabe et hold, der er en hyldest værdig? Ledelsens velsignelse er vigtig, men det må ikke kun være ledelsens projekt. 

Der er er nogle hierarkier, vi ikke kan se os fri af, og i en virksomhed vil ledelsen spille en vigtig rolle i kulturarbejdet, men det er lige så vigtigt, at der er nogle kulturbærere på holdet”, siger Nina Due Stagis. 

På fodboldlandsholdet er Sanne Troelsgaard én af de spillere, der går foran med den kulturelle fane, fordi det falder hende naturligt at tage det ansvar. 

Det ligger så dybt i mig. Jeg behøver ikke bære et anførerbind for at være en leder. Jeg tjekker ind hos mine holdkammerater og er med til at bane vejen for, hvordan vi gerne vil være på landsholdet. Det er i sidste ende med til, at vi spiller rigtig godt, siger hun.

De sidste tre års team-udvikling har givet Sanne Troelsgaard ekstra blod på tanden. Nu gælder det snart EM, og både spillere og stab tror på noget stort.

Vores landstræner sagde her inden vores seneste kamp: ”Lige nu vinder vi VM i, hvordan vi har det sammen uden for banen. Og derfor kan vi også vinde EM,. Vi tror så meget på det her hold”, slutter Sanne Troelsgaard med stor optimisme.

Tre pensionsrådgivere har en samtale over en kop kaffe på en altan i København

Nina Due Stagis’ tre gode råd til at styrke holdånden på arbejdspladsen: Sådan får I motivation til at løbe for hinanden:

  1. Start med at finde ud af, hvem I gerne vil være som team – hvad I gerne vil stå for – og definér, hvorfor netop dette er vigtigt for jer som team
  2. Find derefter ud af, hvordan dette ser ud i praksis. Find fx tre helt konkrete handlinger, man vil kunne se hos lige netop jer, hvis man trådte ind fra gaden 
  3. Tag afslutningsvist en temperaturmåling på værdierne. Find ud af, hvad I er særligt dygtige til lige nu, men vær også ærlige omkring, hvor der er plads til forbedring. Lav en fælles plan for det sidste og evaluer på det, fx en måned senere