Sådan påvirker den nye skattereform din pengepung
Regeringen har netop indgået en aftale med fire partier fra Folketinget om en skattereform. De første elementer fra skattereformen indføres fra 2025, men flere elementer træder først i kraft årene efter. Udover skattereformen bliver det også økonomisk mere attraktivt at arbejde i årene omkring folkepensionsalderen.
Reformen letter på beskæftigelsesfradraget. Herudover slipper danskere med indkomster på mellem 618.400 kr. og 750.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag med en lavere indkomstskat. For danskere med indkomster på 2,5 mio. kr. før arbejdsmarkedsbidrag, indføres der en ekstra top-topskat på 5 procentpoint.
Det højere beskæftigelsesfradrag får virkning fra 2025, mens de nye indkomstskattesatser får virkning fra 2026.
I tabellen kan du se den samlede gevinst, der varierer fra 1.200 kr. til knap 12.000 kr., afhængig af din årsløn. Hvis du har en årsløn på ca. 2,75 mio. kr. og derover, kommer du til at betale mere i skat som følge af top-topskatten.
Her er regeringens skattelettelser
Indkomst, kr. |
Gevinst, kr. |
|
200.000 |
1.200 |
|
300.000 |
1.800 |
|
400.000 |
2.720 |
|
500.000 |
2.720 |
|
600.000 |
2.720 |
|
750.000 |
11.810 |
|
1.000.000 |
11.810 |
|
1.250.000 |
11.810 |
|
1.500.000 |
11.800 |
|
2.000.000 |
11.800 |
|
2.500.000 |
11.810 |
|
2.750.000 |
310 |
|
3.000.000 |
-11.190 |
Anm: Det antages, at 12 pct. af indkomsten går til pensionsopsparing og forsikringer.
Kilde: Velliv
Det betyder reformen for din pensionsopsparing
Hvis aftalen som ventet gennemføres i sin nuværende form vil opsparing til pension fortsat være en attraktiv opsparingsform for alle danskere. Det skyldes, at værdien af det skattefradrag, du får for din indbetaling til pensionsopsparingen, for mange er større – eller som minimum det samme – end den beskatning, du kan forvente at skulle betale, den dag du skal have udbetalt din pensionsopsparing.
For de fleste er alt faktisk det samme som før.
Hvis din årsløn er op til 618.400 kr.
Har du i dag en årlig indkomst på op til 618.400 kr., får du helt de samme fradrag ved at spare op til pension som før.
Hvis din årsløn er mellem 618.400 og 750.000 kr.
Har du en årlig indkomst på mellem 618.400 kr. og 750.000 kr. falder din indkomstskat med 7,5 procentpoint. Det betyder, at dit fradrag for indbetalinger til pension bliver lidt mindre værd. Værdien af dit skattefradrag, når du sparer op til pension, vil dog fortsat være større end den beskatning, du kan forvente at skulle betale den dag, du skal have udbetalt din pensionsopsparing. Derfor giver det stadig god skattemæssig værdi at spare op til pension.
Et godt råd er at overveje at indbetale lidt ekstra, inden skattereformen træder i kraft. På den måde får du glæde af et større fradrag.
Hvis din årsløn er over 2.500.000 kr.
Har du en løn på mere end 2.500.000 kr. om året, har du udsigt til at skulle betale top-topskat af din arbejdsindkomst. Det gør opsparing til pension mere attraktiv end tidligere, da din indbetaling giver et større skattefradrag, og fordi der fortsat er udsigt til samme eller lavere skat ved udbetaling.
Et godt råd er at fortsætte med at indbetale til pension og evt. spare ekstra op til pension den dag, hvor skattereformen bliver gennemført.
Hvis din årsløn er mellem 750.000 kr. og 2.500.000 kr.
Har du en årsløn på mellem 750.000 og 2.500.000 er alting som før. Det vil sige, at du får fradrag i topskatten, når du indbetaler på en ratepension og livsvarig pension. Og da du kan forvente kun at betale bundskat, når pensionsopsparingen skal udbetales, er der en betydelig skattemæssig fordel i at spare op til pension.
Få mere ud af at arbejde ekstra som senior
Med aftalen bliver det også endnu mere attraktivt at arbejde ekstra som senior. I de sidste to år før folkepensionen indføres der et særligt ekstra beskæftigelsesfradrag på 3.800 kroner. Og fortsætter du med at arbejde efter folkepensionsalderen forhøjes seniorpræmien med henholdsvis 13.600 kr. og 8.000 kr. det første og andet år efter folkepensionsalderen. De nye tiltag kommer ovenpå nye regler, hvor folkepensionister kan arbejde ekstra uden, at der modregnes i folkepensionens pensionstillæg.
Her er regeringens skattelettelser |
|