Forkerte påstande i Jyllands-Posten 24. 11.

24-11-2020

I to artikler i dag den 24. november 2020 bringer Jyllands-Posten forkerte påstande om Velliv. 

Artiklerne er alene rettet mod Vellivs garanterede produkt – og har således intet at gøre med vores markedsrenteprodukt, VækstPension, der i nu mere end ti år har været vores standardanbefaling til nye firmakunder og medarbejdere.

Velliv afviser selvfølgelig disse forkerte påstande, og vi - som to gange de sidste tre år er kåret som årets pensionsselskab i Danmark - må selv på denne måde forklare vores kunder og ejere, at vi driver et sundt og solidt pensionsselskab, som differentierer sig fra konkurrenterne i markedet med en stærk kundeorienteret forretningsmodel. I tilgift har vi en stærk risikostyringsmodel, en solid solvensoverdækning, og vi er p.t. det eneste kommercielle pensionsselskab i Danmark, som opfylder Solvens 2-bekendtgørelsen fuldt ud.

Sagens substans kort:
Finanstilsynet har sendt en grundlagsbekendtgørelse ud i høring, hvor der lægges op til en grundlagsrente på 0% på baggrund af rekordlave renter. Det vil gøre det kendte pensionsprodukt med såkaldt ydelsesgaranti uaktuelt i fremtiden.

Derfor har Velliv ligesom de fleste andre pensionsselskaber stoppet for nyoprettelser af gennemsnitsrente, og Velliv vil gennemføre rådgivning om muligheden for et såkaldt omvalg fra gennemsnitsrente til markedsrente, hvor kunderne får den fulde værdi af deres ydelsesgarantier med samt naturligvis deres andel af de kollektive bonusreserver.

Sådan gør et kundeejet pensionsselskab med rådgivning i fokus, og vi vil naturligvis leve op til de krav, der følger af omvalgsbekendtgørelsen, herunder beregne værdier individuelt kunde for kunde, pensionsordning for pensionsordning.

Fakta – Velliv er et sundt pensionsselskab

  1. Vi vil give alle de kunder, som det er relevant for, et tilbud om at flytte fra gennemsnitsrente til markedsrente, fordi det er i kundernes interesse. Det handler om god rådgivning og timingen for tilbuddet er rigtig: Hidtil har det været godt at have en traditionel opsparing, men de markante rentedyk – senest i forlængelse af Covid-19 – har medført, at kunderne ikke længere kan forvente at få mere udbetalt end det, som de er garanteret. Derfor giver vi nu kunderne et tilbud om omvalg fra gennemsnitsrente til VækstPension og samtidig får kunderne værdien af garantierne med samt andel af bonusreserverne.

  2. Faktisk får kunderne mere med nu end tidligere på grund af det rekordlave renteniveau: Renten ligger på et ekstremt lavt niveau, og det gør, at Velliv skal hensætte mange penge for at leve op til ydelsesgarantierne – og det er de penge, som kunderne får med – udover en andel af den kollektive bonus, hvis de ønsker omvalg.

  1. Omvalgskampagnen i Velliv sker efter Finanstilsynets bestemmelser, herunder særligt omvalgsbekendtgørelsen. Således vil kunder i Velliv altid få værdien af deres garanti med, opgjort efter den individuelle aftale. Det betyder, at det beregnes individuelt for hver kunde. Når kunder skifter væk fra det garanterede pensionsprodukt, har de tilbageværende kunder den samme værdi som før et omvalg. Således vil kunder i Velliv ikke opleve en omfordeling.

  2. Velliv er et særdeles velpolstret pensionsselskab, hvilket understreges af, at vi opererer med en solvensoverdækning på 50-70 procent. Dermed ligger vi betydeligt højere end lovgivningens minimumskrav. Vi kan klart afvise, at der er tale om, at Velliv mangler kapital. Tværtimod. Samtidig er Velliv det eneste danske pensionsselskab, der allerede på nuværende tidspunkt har implementeret den såkaldte Solvens II forordning, der stiller langt hårdere krav til pensionsselskabernes kapitalberedskab end de nuværende regler.

  1. Når kunder opgiver garantien, frigives der kapital i Velliv, der står som sikkerhed for samme garanti. Der er altså to sider af mønten: Merhensættelser på den ene side og lavere solvenskrav på den anden side. Samlet set bliver Velliv endnu mere robust, hvis kunderne vælger at tage imod tilbuddet om omvalg. Men det er kundernes individuelle valg, og uanset om de har et gennemsnitsrenteprodukt eller et markedsrenteprodukt i Velliv er der fuld sikkerhed om deres pension.

  1. Velliv har solide bonusgrader, men det lavere renteniveau har naturligvis reduceret bonusgraderne. Det er en helt normal mekanisme og fremgår af både Vellivs halvårs- og kvartalsregnskaber. Med rekordlave negative renter påvirkes pensionsselskabets hensættelser og naturligvis også afkastet på obligationsbeholdningen.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din sædvanlige kontaktperson i Velliv.