Katja Larsen: Vidste du, at naturen genoplader hjernen på kun 40 sekunder?

27-07-2021
Katja Larsen i naturen

Og at en gåtur øger kreativiteten med 60 procent? Så lidt skal der til for at gøre en positiv forskel i hverdagen. Det var nogle af de overraskende erkendelser, som Katja Larsen, Union board member Finansforbundet i Nordea, gjorde sig under Vellivs nye Natur Promoter uddannelse.

”Jeg er positivt overrasket over det niveau af professionalisme, jeg har oplevet i forløbet. Først og fremmest har jeg fået en masse viden og argumenter, jeg kan dele med mine kolleger. 

Umiddelbart efter hvert møde har vi modtaget spot on relevant informationsmateriale og værktøjer underbygget af facts og evidens. Total support hele vejen igennem, som gør det virkelig nemt og enkelt at arbejde med i en travl hverdag.

Som tillidsvalgt med passion for arbejdsmiljø ser jeg vores stillesiddende arbejde som et kæmpe problem. Jeg får selv så meget energi i naturen. Derfor vil jeg gerne hjælpe mine kolleger til bruge naturen og bevæge sig bare lidt mere i hverdagen. Vi skal ganske enkelt huske at holde pauser fra skrivebordet. Og hvad er mere oplagt end at lægge flere møder udendørs?

Initiativet clashede lidt med genåbning og tilbagevenden til arbejdspladsen. Men det gør ikke budskabet mindre vigtigt. Især ikke i en tid, hvor vi igen ser stigende stress i finanssektoren. Der er så meget dokumentation for, at det er de små gode vaner i hverdagen, som virkelig tæller i det lange løb.

Mit bedste råd til andre virksomheder, der gerne vil give naturen mere plads i arbejdslivet: Vær nysgerrige og tålmodige i processen! Sæt medarbejderne fri til at være kreative og finde ud af, hvordan de kan bruge naturen. Det handler ikke om enkeltstående initiativer, men derimod om at inspirere og motivere andre, så natur og bevægelse bliver en integreret del af arbejdskulturen. Sådan kan vi bedst skabe trivsel og mentalt overskud på fremtidens arbejdspladser.”