Velliv underskriver erklæring til G7 regeringer

10-06-2021

Velliv har sammen med 456 andre investorer fra hele verden underskrevet erklæringen 2021 Global Investor Statement to Governments on the Climate Crisis forud for G7 topmødet fredag den 11. juni 2021 i England og FNs COP26 klimakonference sidst på året.

Til sammen har vi investeringer for 250 billioner kroner (det vil sige 250.000.000.000.000 kroner) under forvaltning, og derfor håber vi, at vi sammen kan gøre en forskel. Erklæringen er nemlig en opfordring til regeringsledere verden over om at skrue markant op for klimaambitionerne – for ellers når vi ikke Parisaftalens mål om en global temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader, hvilket er en nødvendighed for at undgå de værste følgevirkninger af klimaforandringerne. 

Mere konkret opfordrer erklæringen landenes regeringer til bl.a. at:

  • styrke de nationale målsætninger for 2030, som begrænser global opvarmning
  • opstille konkrete mål for neutraliserede CO2-udledninger (Net Zero) i 2050
  • give private investorer større incitament til at investere i klimaneutrale løsninger
  • sikre tiltag, der inden 2030 udfaser tilskud til fossile brændsler, afvikler energi fra termisk kul og stopper udbygningen af CO2-intensiv infrastruktur.