Kontant beløb: Unge får økonomisk frihed til selv at bygge idrætsfællesskaber

14-12-2020

Unge mennesker hænger ude på et græsstykke og snakker i indre by

For mange unge vælger idrætten fra i teenageårene. Det koster på såvel den fysiske som den mentale sundhed. Derfor skal der tænkes nyt. Og derfor går DGI og pensionsselskabet Velliv sammen om at give unge egne penge til at udfordre landets idrætsforeninger på nye fællesskaber - på de unges egne præmisser.

I teenageårene lægger alt for mange badmintonketcheren, fodbolden eller bordtennisbattet på hylden. Foreningernes fællesskaber bliver valgt fra i en travl hverdag med ungdomsuddannelse, arbejde og venner.

Mens tre ud af fire af landets unge på 13 år er medlem af en idrætsforening, så er det kun hver anden ung mellem 16 og 19 år, der er en del af idrættens fællesskaber. Det sker i en tid, hvor tal for unges mistrivsel og ensomhed er alarmerende.

Derfor skal der tænkes nyt. Idrætsorganisationen DGI og pensionsselskabet Velliv går derfor sammen om at give unge egne penge til at udfordre landets idrætsforeninger på nye fællesskaber - på de unges egne præmisser.

DGI og Velliv opretter projektet ”Flere unge i Forening”, hvor de unge fra næste år kan ansøge om penge til at opbygge fællesskaber. De unge får ansvaret for et kontantbeløb, økonomisk frihed og mulighed for at sparre med DGI om nye veje og foreningsfællesskaber. Ideerne kommer de unge selv med. 

”Fællesskaber og idræt bidrager til at skabe trivsel og velvære. Samtidig ved vi også, at det bidrager positivt til indlæringen hos de unge. Derfor er det bekymrende, at mange unge fravælger foreningslivet, når de rammer teenageårene. Den udvikling vil vi i Velliv gerne være med til at vende. Foreningslivet er med til at skabe sammenhængskraft i Danmark. Derfor er det værd at værne om,” siger Steen Michael Erichsen, adm. direktør i Velliv.

”Vi sætter de unge forrest”, fortæller DGI´s landsformand Charlotte Bach Thomassen.

”Mange unge er udfordret på lav trivsel og præstationspres, men på samme tid er vores unge som generation også utrolig stærk med masser af engagement, ansvar og nytænkning. De ressourcer kan forløses i idrætsforeningerne og derfor er partnerskabet med Velliv vigtigt,” siger Charlotte Bach Thomassen. 

Projektet ”Flere unge i Forening” starter op i fire landsdele i 2021, hvorefter der arbejdes med udbredelse til at dække hele landet. De fire landsdelsforeninger, der er med i projektet fra start, er DGI Storkøbenhavn, DGI Storstrømmen, DGI Østjylland og DGI Midtjylland. I hver region uddeles der 100.000 kr. årligt. DGI og Velliv arbejder på, at der forskningsmæssigt sker en opfølgning på projektet, sådan at de gode erfaringer kan udbredes til hele landet og til foreninger uden for DGI. Puljen åbner for ansøgninger 28. januar 2021 og man kan se mere om puljen her.

Kontakt:

Charlotte Bach Thomassen
Landsformand i DGI
Tlf.: 3028 3295

Kontakt:

Mikkel Bro Petersen
Pressechef i Velliv
Tlf.: 2483 8630