Hopp til hovedindhold
Sundhed

Mental sundhed på jobbet

Din mentale sundhed er påvirket af forhold både på og uden for din arbejdsplads. At du trives på dit arbejde er vigtigt, fordi et godt psykisk arbejdsmiljø gør det lettere at fungere på arbejdspladsen, selvom du ikke er på toppen rent privat. Derfor kan det være en god idé at være bevidst om, hvad der skaber trivsel på jobbet, og hvordan du selv kan medvirke til at din mentale sundhed understøttes i dit arbejdsliv.  
 
Når du trives på din arbejdsplads, mindskes sandsynligheden for, at du bliver ramt af stress, og går ned med flaget. Du kan selv være med til at sørge for, at du har det godt på jobbet. 
 
Som medarbejder er det for eksempel vigtigt at være opmærksom på din egen tilstand, søge viden, hjælp eller støtte hvis du oplever, at din trivsel på arbejdspladsen er udfordret. Herunder finder du gode råd til, hvad du selv kan gøre.

Hvornår trives du på arbejde? 

Du trives, når du oplever, at du kan løse dine opgaver i en god kvalitet – og når du samtidig oplever, at du bruger dine evner, kan håndtere belastninger i dit job og er en del af fællesskabet på arbejdspladsen. 
 
Hvad der skal til, for at du trives på arbejdet, kan ændre sig over tid. Du kan have perioder, hvor du har overskud, og andre, hvor du føler dig presset. Derfor kan det være med til at forebygge, at du går ned med flaget, hvis du og din chef løbende taler om, hvordan du løser dine opgaver tilfredsstillende med de ressourcer og kompetencer, du har. 
 
Hvis du får svært ved at løse dine opgaver på grund af noget i dit arbejds- eller privatliv, er det vigtigt, du fortæller din chef, hvordan det påvirker din evne til at udføre dit arbejde. Så kan I måske justere dine arbejdsforhold i en periode. Det vil ofte gøre det muligt for dig at fungere med de udfordringer, du har. 
 
Det kræver, at du er opmærksom på, hvordan du har det og ikke er bange for at sige til, hvis du har det svært i en periode. Det kræver også, at du har tillid til, at din arbejdsplads tager godt imod det.

Overvej
Hvis du er bange for, hvordan din chef vil reagere, eller du har svært ved at sætte ord på det, der går dig på, vil det måske være en god idé først at tale det igennem med en kollega, som du har tillid til.

Hvad kan jeg selv gøre for at have det godt på mit job? 

Det kan hjælpe dig til at trives i dit job, hvis du siger til, når du føler dig presset af forskellige årsager: 
Hvis du oplever, at der er ubalance mellem kravene i dit arbejde og dine ressourcer. Det kan handle om arbejdsmængde og tidspres, eller om uklare forventninger. Det kan også være, at du mangler nogle kompetencer eller ikke har tilstrækkelig indflydelse på dit arbejde. 
 
Hvis der er forhold på arbejdspladsen, som presser dig eller gør dig usikker og mindre glad. Måske kan I gøre noget anderledes – overvej hvordan du kunne tænke dig, det kom til at blive. 
 
Hvis du har symptomer på stress, angst eller depression, og de står på i længere tid. 
 
Hvis du skal have hjælp til at prioritere i dine opgaver. Når du er presset, mister du nemt overblikket. 
Det er din chef, som kan hjælpe dig, så I sammen kan finde løsninger, når du ikke trives eller er presset i en periode. 
 
Overvej 
Hvis du mener, du ikke kan snakke med din chef om dine udfordringer på jobbet, kan du måske i første omgang snakke med en kollega, som du har tillid til, og som kan hjælpe dig med at klare svære situationer. Eller måske har I en tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant, du kan tale med. Du kan også henvende dig til din fagforening. 
 
Kilde: Mentalsundhed.dk