Stærke afkast i 2024 – men hvad kan vi forvente af 2025?

09-01-2025

Med markedsafkast i niveauet 11,2 – 14,3 % for en kunde med VækstPension med mellem risiko og 15 år til pension blev 2024 et rigtig godt år for pensionsopsparerne.

I Velliv var det kunder med VækstPension Index, der kunne glæde sig over det højeste afkast på 14,3 % i 2024, hvilket også på tværs af pensionsselskaberne gør det prisbillige VækstPension Index til en af årets absolutte vindere.

Helt frem til målstregen var der chancer for, at 2024 endte som et af de allerbedste afkast år. Sådan endte det imidlertid ikke, da markederne tog et dyk i den sidste del af december – og i det hele taget tabte markedet noget af pusten i andet halvår, der var præget af mere markedsuro. I dette mere udfordrende markedsmiljø har såvel Velliv Index som Velliv Aktiv klaret sig i den bedste del af markedet med VækstPension Index som en klar vinder.

Positive udsigter for 2025 dog næppe med et afkast som i 2024

Markedsuro har præget starten af 2025 vel primært som følge af, at vi er mange, der er usikre på, hvilke dele af sit politiske program Donald Trump vil fokusere på, når han tiltræder som USA's 47. præsident den 20. januar. I det hele taget er Trump som præsident en af de usikkerhedsfaktorer, som pt. er vanskelige at vurdere. På negativsiden tæller fx en eskalering af handelskrigen og øget told. Omvendt vil fx deregulering, skattelettelser og en mulig stop af konflikterne i Ukraine og Mellemøsten få positiv indvirkning på både den amerikanske økonomi og verdensøkonomien.

USA ser ud til at forblive i førertrøjen som verdens vækstlokomotiv. Får vi ret i den forventning, vil det være tredje år i træk, at den amerikanske økonomi overgår de andre udviklede økonomier vækstmæssigt. En vigtig del af forklaringen på styrken i USA’s økonomi er den stadig købelystne amerikanske forbruger, som også i 2025 forventes at være hjulpet af det solide arbejdsmarked og af fremgangen i den reale indkomst.

Europa i modvind

Modsat er den europæiske økonomi i modvind. Især er den betydningsfulde industri i Tyskland i en kritisk tilstand, og alt peger mod, at den europæiske centralbank vil forsøge at kickstarte den europæiske økonomi med yderligere rentenedsættelser i 2025, og forventeligt i et hurtigere tempo end vi kommer til at se i USA. Den forventning afspejler ikke mindst, at pilen på inflationen ser ud til at pege nedad igen i 2025, om end vi her i starten af januar så lettere skuffende tal for inflationsudviklingen.

Vellivs forventninger til investeringsmarkederne i 2025

Der tegner sig et billede af, at 2025 bliver et år med økonomisk vækst understøttet af faldende inflation og en yderligere normalisering af pengepolitikken. De sidste par år har imidlertid lært os, at såvel geopolitiske forhold samt finans- og skattepolitik i ikke mindst USA igen er væsentlige faktorer i verdensøkonomien, hvorfor vi i 2025 i særligt omfang vil holde øje med disse risici.

Med udsigten til faldende renter tror vi på, at obligationer i 2025 vil bidrage til afkastet med et solidt afkast, der vil ligge over vores langsigtede forventninger, der i gennemsnit udgør 3 %. Mens obligationer i vores øjne ser billige ud, vurderer vi, at aktier ligger i den dyre ende af prisskalaen. Det er især tilfældet for de store selskaber i USA, som hovedsageligt står bag sidste års store gevinst på aktiemarkedet. Ikke desto mindre forventer vi, at aktieafkastet for 2025 vil være på niveau med det langsigtede gennemsnit på 7 %.

Selv om det sjældent går som præsten prædiker forventer vi på nuværende tidspunkt et afkast i omegnen af 5-7 %. for en balanceret portefølje med 15-20 år til pension.

Få Vellivs cheføkonom, Pernille Bomholdt Hennebergs blik på året nedenfor.

Afspil video