Tag kontrol over din fremtid og dine ønsker – opret ægtepagt, testamente og fremtidsfuldmagt
Kender du til mulighederne for at sikre dine efterladte og udtrykke dine ønsker for, hvordan deres hverdag skal se ud den dag, du ikke er her mere? Hvis ikke, så kan du her få et overblik over de forskellige vigtige dokumenter, som det kan være godt at have styr på.
Ægtepagt
Når du gifter dig, får du og din ægtefælle automatisk formuefællesskab. Det betyder, at der skal foretages en ligedeling af formuer og ejendele i tilfælde af, at ægteskabet ophører – uagtet om det ophører ved skilsmisse eller død. Hvis du ikke ønsker at give din ægtefælle 50 % af din formue og ejendele i tilfælde af skilsmisse/død, skal du oprette en ægtepagt.
En ægtepagt er en skriftlig aftale mellem ægtefæller, der sikrer dig ved skilsmisse og dødsfald. I en ægtepagt aftales det, hvordan formue og/eller specifikke ejendele skal deles (eller ikke deles) ved ægteskabets ophør.
Det kan være relevant at oprette en ægtepagt om særeje, hvis du eller din ægtefælle har noget helt bestemt, som I gerne vil beholde i tilfælde af skilsmisse. Dertil kan det være relevant, hvis den ene har (en) betydelig gæld, virksomhed, ejendom eller lignende.
Testamente
Har du sikret, at din arv går til dem, du ønsker? Et testamente er nødvendigt for at få indflydelse på, hvordan arven efter dig skal fordeles. På den måde sikrer du, at dine ønsker bliver opfyldt den dag, du ikke længere er her.
Et testamente kan ikke kun sikre, at din formue tilfalder de rette personer; det kan også skabe tryghed og klarhed for dine efterladte. Ved at træffe beslutninger om, hvordan og hvem der skal modtage din arv, kan du give dine efterladte ro til at bearbejde deres sorg – uden at skulle bekymre sig om arvestridigheder eller gætte dine ønsker. Et testamente kan forebygge misforståelser og konflikter i en allerede svær tid.
Behøver vi et testamente, hvis vi er gift?
Selvom I er gift, arver ægtefællen ikke automatisk hele formuen, når den ene ægtefælle dør. Dette kan i værste fald betyde, at den efterladte ægtefælle ikke har råd til at blive boende i huset. Derfor bør ægtefæller overveje, om et testamente er nødvendigt for at sikre de bedste rammer for den efterladte. Med et testamente kan du også sikre, at arven til dine børn forbliver hos dem, selv hvis de senere skulle blive skilt.
Børnetestamente
Med et børnetestamente sikrer du dig indflydelse på Familieretshusets beslutning om, hvem der får forældremyndigheden over dine børn, hvis begge forældre skulle gå bort, mens børnene er små.
Du kan i et børnetestamente ønske, hvem der skal tildeles(have) forældremyndigheden, hvis du/I skulle gå bort. Det kan enten være en enkeltperson eller et ægtepar, som du/I og børnene har et godt og sundt forhold til. Du kan altså sikre dine børns fremtid og give dem trygge rammer efter eget valg.
Fremtidsfuldmagt
Hvad sker der, hvis du en dag bliver syg og ikke længere kan træffe dine egne beslutninger? Mange tror, at ens ægtefælle, samlever eller børn automatisk kan varetage ens interesser – men virkeligheden er en anden.
Med en fremtidsfuldmagt kan du selv bestemme, hvem der skal træffe beslutninger på dine vegne, hvis du ikke længere selv kan. Uden en fremtidsfuldmagt er det Familieretshuset, der træffer denne beslutning for dig.
Har du brug for hjælp? |
Få mere information ægtepagter. Tag evt. fat i vores samarbejdspartnere, hvis du har brug for konkret rådgivning – se Vellivs partnerskaber |