Halvårsregnskab 2022: Rekordindbetalinger i Velliv

22-08-2022

- men et halvår med udfordrende markedsbetingelser for opsparerne.

I Velliv har vi netop offentliggjort vores regnskab for første halvår af 2022.

Indbetalingerne i Velliv stiger fortsat og udgjorde 17,0 mia. kr. mod 15,5 mia. kr. i samme periode i 2021. Samtidig har Velliv branchens højeste kundetilfredshed ifølge Aalunds Firmapensionsbarometer, og så er Velliv kåret til årets kommercielle pensionsselskab i 2022. Det er fjerde gang på fem år, at vi vinder titlen.

”Velliv fortsætter den positive udvikling, som selskabet har været i siden 2017, hvor vi blev et kundeejet pensionsselskab. Stadig flere kunder vælger vores værditilbud til, og det er tydeligt for kunderne, at de har fordele af at eje deres eget pensionsselskab. Det var igen synligt i maj, hvor kunderne modtog 450 mio. kr. i kontantbonus fra Velliv Foreningen,” fortæller Steen Michael Erichsen, adm. direktør

Halvåret bød på stigende inflation, højere renter og stor uro på aktiemarkederne, hvilket blandt andet har gjort det udfordrende at være pensionsopsparer. Pensionskunder med markedsrenteprodukter har oplevet negative afkast på alle risiko- og tidshorisonter. Efter halvåret har markederne rettet sig og har indhentet nogle af tabene. Det er også vigtigt at holde fast i, at kunder med markedsrenteprodukter har fået fordoblet deres formuer i de foregående 10 år takket være ekstraordinære høje afkast.

Forholdene på de finansielle markeder har også påvirket Velliv, hvor periodens resultat efter skat faldt til 125 mio. kr. mod 252 mio. kr. i samme periode sidste år.

Læs mere om regnskabet her.