Hvad skal der til for at kunne trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end ved folkepensionsalderen? Den overvejelse er relevant for mange, da folkepensionsalderen vil stige i takt med, at danskerne forventes at leve længere. Er du i dag 45 år, kan du først forvente at få folkepension som 71-årig. Og for en 30-årig er den forventede folkepensionsalder 74 år.
Vi har set på fire personer, der alle har en indkomst på 500.000 kr. De er henholdsvis 30, 35, 40 og 45 år. Vi har antaget, at den 30-årige begynder at spare op til pension i dag. De øvrige er allerede i gang med at spare op – og deres opsparing er baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik.
4.400 eller 8.100 kr. om måneden
Som det fremgår af tabellen, skal den 30-årige spare 4.400 kr. op om måneden før skat, hvis hun ønsker at gå på pension som 74-årig, som er hendes forventede folkepensionsalder. En opsparing på den størrelse giver en dækningsgrad på 75 pct. resten af livet – og det er tilstrækkeligt for at opnå stort set uændret økonomisk forbrug, da en del udgifter falder bort ved pensionering (fx transportudgifter, fagforening og penge til pensionsopsparing).
Men ønsker hun at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet 3 år før, skal der spares 6.100 kr. om måneden og 8.100 kr., hvis hun ønsker at trække sig tilbage 6 år før folkepensionsalderen. Beslutter du dig først senere i livet for tidlig tilbagetrækning, skal foden trykkes endnu hårdere på opsparings-speederen.