Dataetik
Politik for dataetik
I vores politik for dataetik fastlægges Vellivs overordnede mål for arbejdet med dataetik samt metoder og processer til opnåelse af målene. Ligeledes fastlægges roller og ansvar.
Politikkens område
Det er væsentligt for Velliv, at kunder og omverden kan have tillid til vores håndtering og opbevaring af data. Velliv prioriterer således etisk ansvarlig anvendelse af data højt. Det betyder, at vi har fokus på det felt, hvor teknologi og dataanvendelse møder værdier og normer i det samfund, vi agerer i, samt på kundernes rettigheder og interesser.
Formålet med denne politik er at tydeliggøre, hvordan selskabet arbejder med etik i forbindelse med dataanvendelse, samt at sætte en ramme for den dataetiske adfærd, som selskabet tilstræber ved yderligere digitalisering. Politikken supplerer Vellivs politik for databeskyttelse, der fastlægger de overordnede krav til selskabets håndtering af personoplysninger og Vellivs politik for informationssikkerhed som beskriver, hvordan vi passer på Vellivs data, herunder relevante sikkerhedsstandarder til opbevaring af data, adgangsstyring og transport af data.
Politik for dataetik fastlægger dermed Vellivs overordnede mål for arbejdet med dataetik samt metoder og processer til opnåelse af målene. Politikken understøtter selskabets forretningsmodel, værdigrundlag og vision.
Politikken gælder for data om kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere, leverandører og distributører som Velliv indsamler fra eksterne kilder, samt data som selskabet selv skaber ved brug og udvikling af teknologi. Data omfatter både struktureret og ustruktureret data, som fx emails eller andet data, der ikke foreligger i en genkendelig struktur.
Behandling af data er en integreret del af processerne forbundet med Vellivs kerneopgaver, som er at skabe økonomisk sikkerhed for kunderne gennem hele livet, ved at levere pensionsopsparing, livsforsikringsprodukter samt rådgivning. Velliv behandler data med henblik på at etablere og administrere kontrakter med kunder samt til imødekommelse af selskabets forpligtelser over for kunder, medforsikrede og begunstigede. Herudover anvendes data til markedsføring i det omfang, kunderne har givet samtykke til brug af data til markedsføring. Endelig behandler Velliv data i forbindelse med rekruttering, ansættelse og udvikling af medarbejdere i Velliv samt til udvikling af nye processer og teknologi, der skal forbedre kundeoplevelsen og optimere de administrative processer. Velliv er dataansvarlig for de personoplysninger, selskabet behandler.
Politik for dataetik gælder for alle ledere og medarbejdere i selskabet. Ledere i selskabet har et særligt ansvar for at gå forrest med et godt eksempel samt sikre, at alle medarbejdere inden for lederens ansvarsområde kender og efterlever politikken.