Hvornår kan du få din pension udbetalt?
Din pensionsordning kommer med en særlig rettighed til, hvornår den kan udbetales. Jo ældre din opsparing er, jo bedre rettighed har du måske.
Introduktion
Din folkepensionsalder har betydning for, hvornår du kan modtage folkepension. Men den kan også have betydning for, hvornår du kan få din egen pension udbetalt. Pensionsordninger, som oprettes i dag, kommer nemlig med en ret til at starte udbetalingen af din pensionsopsparing 3 år før folkepensionsalderen. Har du en ældre pensionsordning, kan den have en rettighed, der giver dig mulighed for at få din pensionsordning udbetalt 5 år før folkepensionsalderen eller som 60-årig. De rettigheder er gode at bevare – for så har der større mulighed for selv at bestemme, hvornår du vil trække dig fra arbejdsmarkedet.
Har du en ”gammel” pensionsordning med en ret til udbetaling af pensionen 5 år før folkepensionsalderen eller som 60-årig, er den vigtig at bevare. Det gør du ved at videreføre din pensionsordning, når du skifter arbejde og får ny pensionsordning. Så bliver pensionsordningerne lagt sammen og den nye pensionsordning får ”den gode” rettighed. Sådan kan du blive ved – reglerne fra Skattestyrelsen gør dog, at det er noget, du skal gøre inden for kort tid efter, at du får din nye pensionsordning.