Spring til hovedindhold

Stærke afkast i august – trods rentemodvind

Af chefstrateg Frederik Romedahl Poulsen

Siden starten af august er vi endnu engang blevet mindet om, hvor svært det kan være at finde én samlet fortælling om det aktuelle markedsmiljø. I hvert fald når man ser på tværs af aktie- og obligationsmarkedet.

  • Del på LinkedIn
  • Del på Facebook
  • Aktiemarkedet er steget på ryggen af stærke regnskaber fra de store teknologiselskaber, mens obligationsinvestorerne til gengæld har oplevet kursfald. Forklaringen skal i min optik findes i en global økonomi, der fortsat viser større modstandskraft end ventet på trods af geopolitisk uro og høje energipriser. Biproduktet af den overraskende robusthed i global økonomi har været højere renter.

    I euroområdet og Danmark har det tiltagende inflationspres allerede ført til renteforhøjelser, senest i sidste uge. Her signalerede Den Europæiske Centralbank (ECB) samtidig, at yderligere forhøjelser kan være på vej hen over vinteren. Særligt de høje gaspriser risikerer, at inflationen stiger endnu mere, og således har ECB proaktivt trådt lidt på bremsen. Centralbankerne i bl.a. USA og Japan vil sandsynligvis følge, og samlet har det medvirket til et globalt løft i markedsrenterne. 

    Aktier og renter kan stige samtidig – så længe den bagvedliggende årsag er positiv 

    Højere renter kan på sigt skabe modvind for aktiemarkedet, fordi de øger virksomhedernes finansieringsomkostninger og samtidig gør obligationer mere attraktive relativt til aktier. Indtil videre har aktiemarkedet dog holdt stand. Historisk har aktiekurserne sagtens kunnet fortsætte opad under perioder med stigende renter, så længe rentestigningerne har været drevet af stærkere vækst og bedre indtjeningsudsigter for virksomhederne. Derfor vil investorerne i den kommende tid have et skarpt øje på, om renterne fortsat stiger af de "gode" grunde. Min forventning er fortsat, at der er mere at komme efter i aktiemarkedet i den resterende del af året. Men de voldsomme kursstigninger, vi oplevede tidligere på året, er sandsynligvis bag os. 

    Fortsat gode afkast i august

    Afkastmæssigt står vi i Velliv fortsat på et stærkt fundament. En gennemsnitlig kunde med middel risikoprofil og 15 år til pension vil have fået et afkast på mellem 1,3 % og 1,7 % i løbet af august. For 2026 giver det et samlet afkast på mellem 8,8 % og 10,7 % alt efter produktvalg.

    Beskyttelsen af købekraften består sin første test 

    Risikoen for væsentligt højere inflation er tiltagende i takt med vinterens komme, og mange vil nok mindes de ekstremt store prisstigninger, vi så tilbage i 2022 i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Så galt bliver det næppe denne gang, men pilen peger på noget højere inflation, end vi har været vant til.

    Jeg er i den forbindelse stolt af, at værdien af vores nye aftrapningsmodel, som vi lancerede tidligere på året, nu viser sig i praksis. I den nye model sikrer vi bl.a. en øget inflationsbeskyttelse til kunder i VækstPension, hvor pensionsudbetalingen enten er i gang eller snart vil være det. For dén kundetype står Vellivs afkast i år ud som særdeles stærke i feltet. Det er for os en understregelse af, at vores fokus på at beskytte købekraften i den sene fase af pensionsforløbet rent faktisk betaler sig. 

    Aktiemarkedets fokus er på AI… 

    Udover inflationen vil aktiemarkedets fokus i den kommende tid bl.a. være rettet mod udviklingen inden for kunstig intelligens. Investeringerne vokser fortsat i et imponerende tempo, og effekterne breder sig i stigende grad til resten af markedet. Men de høje forventninger gør også markedet mere sårbart. Hvis udviklingen skuffer eller bare viser tegn på at gøre det, kan det hurtigt få konsekvenser for de aktier, der har båret en stor del af markedsopturen i 2026. 

    … Og snart også det amerikanske midtvejsvalg – kom med til webinar 

    Et andet centralt tema bliver det amerikanske midtvejsvalg, som nu går ind i en mere intensiv fase. Opbakningen til Demokraterne er stigende, og sandsynligheden for et magtskifte i Kongressen er vokset. Det kan få betydning for både finanspolitik, regulering og de politiske rammevilkår for erhvervslivet i de kommende år. Og derigennem også investeringsmarkedet. Netop derfor afholder vi i starten af oktober et webinar med chefredaktør Anders Agner fra Kongressen.com, som vil gøre os klogere på de mulige udfald og konsekvenser af valget.  

    Tilmeld dig vores investeringswebinar her

    Afkast for august 2026 - middel risiko, 15 år til pension

    Afkast for 2026 (1. januar - 31. august) - mellem risiko, 15 år til pension

    Kontakt os