Aldersopsparing
Aldersopsparing - et godt supplement til din øvrige opsparing
Udbetaling
Med en aldersopsparing kan du få udbetalt din opsparing som ét stort beløb. Når du er gået på pension, eller har opnået din tidligste pensionsalder, kan du frit råde over udbetalingen fra aldersopsparingen og vælge, om du vil have det hele udbetalt på én gang eller ad flere omgange. Derfor kan en aldersopspring være et godt supplement til din ratepension eller livsvarige livrente.
Få din pension udbetalt på én gang
Med en aldersopsparing får du udbetalt en sum penge, som du kan bruge, præcis som du vil. Du får ikke fradrag for dine indbetaling til aldersopsparing - til gengæld skal du ikke betale skat af udbetalingen. Så den opsparing du har stående, når du når din tidligste pensionsalder, er det, som du kan få udbetalt.
Du kan oprette en aldersopsparing indtil 20 år efter din tidligste pensionsudbetalingsalder.

Din alder afgør, hvor meget du må indbetale
Der er forskellige regler for, hvor meget du må indbetale til en aldersopsparing uden at skulle betale afgift. Det afgørende er, hvor lang tid du har til folkepension:
- Hvis du har mere end syv år til pension, kan du indbetale op til 9.400 kr. (2025) om året
- Hvis du har syv år eller mindre til folkepensionsalderen - eller du allerede er folkepensionist - kan du indbetale op til 61.200 kr. (2025) om året
Grænserne for indbetaling til aldersopsparing er et samlet beløb, uanset om du har pensionsordninger med aldersopsparing i flere pensionsselskaber eller pengeinstitutter.
Bemærk at der gælder særlige regler, hvis du har fået en udbetaling fra en fradragsberettiget pension 10 år før din folkepensionsalder eller senere. Læs mere om det i næste afsnit.

Har du fået udbetalt en pensionsordning?
Du skal være opmærksom på, at har du fået en udbetaling fra en fradragsberettiget pension, fx en livrente eller ratepension, 10 år før din folkepensionsalder eller senere, er udbetalingen “diskvalificerende”. Det betyder, at du ikke kan indbetale mere end 9.400 kr. (2025) om året til din aldersopsparing - også selvom du har 7 år eller mindre til folkepensionen.
Hvis din indbetaling alligevel overstiger grænsen på 9.400 kr. (2025) om året, skal du betale 40 % i afgift af den del af indbetalingen, som overstiger bundgrænsen. Du kan overføre det beløb, som du har indbetalt for meget, til en ratepension eller livrente året efter. Så får du nedsat afgiften til 4 %.
Reglerne om diskvalificerende udbetaling har været gældende siden 1. april 2018 og gælder for aldersopsparinger i alle selskaber.
Kontakt os
Har du brug for hjælp?
Vil du have et pensionstjek, ændre i din opsparing eller har du andre spørgsmål til din pensionsordning, så kontakt vores rådgivningscenter.
Telefonerne er åbne
Mandag til torsdag 8.30 - 16.00
Fredag 9.00 - 16.00
Formålet med denne side er at give dig et overblik. Informationen er generel og derfor ikke fyldestgørende.
Kontakt os for personlig rådgivning med udgangspunkt i din individuelle situation.