Neurodivergens på arbejdspladsen
Sådan får I forskellige hjerner til at brilliere på arbejdspladsen
Neurodivergens
Hvordan skaber man en arbejdsplads, hvor alle føler sig set, hørt og inkluderet? Hjerner er forskellige. Det gør vi klogt i at udnytte, for det betaler sig at have fokus på både inklusion fra et menneskeligt og et økonomisk perspektiv.
Du kan bl.a. blive klogere på:
- Hvad neurodivergens er
- Hvorfor det er vigtigt for din virksomhed
- Styrker og opmærksomhedspunkter hos medarbejdere med neurodivergens
- Konkrete værktøjer og gode råd, der styrker trivsel, performance og bundlinje
- Hvordan andre virksomheder arbejder aktivt med neurodivergens
Den mentale mangfoldighed
Neurodiversitet kan måske lyde kompliceret, men det behøver det ikke at være. Kort sagt handler det om, at menneskers hjerner fungerer forskelligt. Vi sanser, tænker og bearbejder information på forskellige måder og har hver vores kognitive styrker, præferencer og udfordringer. Nogle bearbejder information og sanseindtryk anderledes end flertallet.
Det vurderes, at 10-20 % af den samlede arbejdsstyrke har en såkaldt unik neuroprofil, dvs. er neurodivergent. Med en stigende diagonosticering særligt blandt unge er et inkluderende arbejdsmiljø en ledelsesdisciplin, der bør optage din virksomhed.
Den gode nyhed er, at når rammer og forventninger bliver tydeliggjort, løfter det trivsel og performance for alle medarbejdere. For hvem arbejder ikke bedst, når man føler sig set, hørt og forstået, og når forventninger er tydeligt italesat?

Tre af de mest hyppige variationer af neurodivergens er:
ADHD og ADD
Kendetegnet ved dem begge er opmærksomhedsforstyrrelser. Hvor ADHD typisk involverer hyperaktivitet, impulsivitet, er ADD kendetegnet ved stille symptomer som koncentrationsbesvær, dagdrømmeri og indre mental uro. Medarbejdere med AD(H)D har ofte stærke kreative evner, er visionære og har masser af initiativ. De er typisk gode til at få idéer omsat til handling, tænke langsigtet og bidrage med produktivitet i opgaveløsningen.
Autismespektrum-forstyrrelser (ASF)
Ofte karakteriseret ved udfordringer med socialt samspil og kommunikation og en tendens til gentagelser og særlige – ofte meget fokuserede – interesser eller måder at handle på. Blandt de typiske styrker hos medarbejdere med ASF er enestående fordybelsesevne (hyperfokus), detaljeorientering, ærlighed, loyalitet og evnen til at tænke logisk eller kreativt.
Dysleksi (ordblindhed)
Er en medfødt vanskelighed med læsning og skrivning, som gør det svært at forbinde bogstaver med sproglyde – særligt under tidspres. Mange medarbejdere med dysleksi har til gengæld stærke kompetencer inden for problemløsning, kreativ tænkning og mundtlig formidling.
Gør forskellighed til en styrke – og en konkurrencefordel
I en tid med hård konkurrence om talentmassen og øget kompleksitet i arbejdsopgaverne bliver det stadig vigtigere at kunne tiltrække og tilknytte kompetente profiler. Der er et stort uudnyttet potentiale hos mennesker, der tænker anderlededes end andre. Her spiller evnen til at rekruttere mennesker med unikke neuroprofiler en afgørende rolle.
I Velliv anbefaler vi, at I tager stilling til, hvad I ønsker at lægge særligt vægt på som arbejdsplads. Det kan være, at I vil styrke tilknytningen af medarbejdere med neurodivergens i jeres virksomhed ved at skabe rammer og arbejdsformer, der giver plads til forskellige behov. En tilpasning, der kommer jer alle til gode.
Måske I ønsker at skabe en kultur og et fællesskab for alle. Herunder et sundt arbejdsmiljø, der respekterer, at vi mennesker er forskellige og dermed kan have forskellige behov for hensyn eller tilpasninger.
Det kan også være, I stræber efter at være en inkluderende arbejdsplads, der kan rumme og derfor aktivt ønsker at rekruttere medarbejdere, fx med neurodivergens.

Bliv klogere på neurodivergens på arbejdspladsen
Hvordan kan ledere og medarbejdere skabe inklusion, forebygge stress og styrke motivationen hos kolleger med ADHD, ADD, ASF og andre neurodivergente profiler? Det kan du få svar på i dette sundhedspartnerwebinar, hvor en af vores sundhedsstrategiske rådgiver har eksperter i studiet.
Marie Kingston, psykolog (cand.psych.aut.) og organisationspsykolog

Aske Koppel Stræde, assistant professor i økonomi og lektor - med ADHD

Lyt også til vores podcast, og se neurodiversitet med nye øjne
I denne podcast taler vi med antropolog og forfatter Christian Groes om neurodiversitet. Hvad kræver det af os – som menneske, arbejdsplads og samfund? Og hvad vinder vi, når rammerne bliver mere rummelige?
Lyt med, og få vigtig, vedkommende og underholdende ny viden om neurodiversitet.
Gode råd til den hjernevenlige arbejdsplads
Kommunikation er et af de vigtigste redskaber, når man skal skabe en rummelig og inkluderende arbejdsplads og lede medarbejdere med neurodivergens.
Som neurotypisk har man forudsætningerne for at kunne sætte sig i andres sted og indrette sin kommunikation herefter. Som neurodivergent forholder det sig ofte anderledes; man besidder ikke altid den samme fleksibilitet i sin tænkning og sin kommunikation. For mange kræver det ekstra energi at (af)kode underforståede forventninger, antydninger og det, der ligger mellem linjerne.
Derfor bør man som leder gøre sig umage med:
- at være nysgerrig og spørger ind i stedet for at ”lytte foran” og antage
- at være konkret og anvisende, når man beskriver arbejdsopgaver og forventninger
- at være godt forberedt, dvs. gør sig overvejelser om, hvordan man bedst formidler netop dette budskab til denne medarbejder.

Få flere hjerne-gode råd
Du kan se mere om, hvordan I kan skabe en rummelig og inkluderende arbejdsplads i nedenstående guide til ledere - en drejebog udviklet i samarbejde med eksperter.
Vi anbefaler også 'De 10 H'er' - et samtaleskema, som kan tydeliggøre rammerne omkring en opgave og dermed støtte den enkelte medarbejder.
6 forhold, som er særligt vigtigt for medarbejdere med neurodivergens
Fra et ledelses- og virksomhedsperspektiv giver det god mening at sætte fokus på forhold, som medarbejdere med neurodivergens ofte har udfordringer med. Ikke mindst fordi det der er nødvendigt for de få, gavner de mange.
- Opstil realistiske og klare forventninger til medarbejderens arbejdsopgaver.
- Find – i fællesskab – frem til medarbejderens styrker og udfordringer. Hjælp med at dyrke styrkerne og støt positivt op ved at stille skarpt på udfordringerne og det, der er svært.
- Skab tillidsfulde relationer; fortrolighed og tryghed gør det nemmere for medarbejderen at åbne op – og for kolleger at forstå reaktioner og adfærdsmønstre. Stærke relationer skabes lettes, når man er sammen, så vær opmærksom på balancen mellem hjemmearbejde og fysisk fremmøde.
- Sørg for struktur og forudsigelighed; vær tydelig omkring arbejdsopgaver og processer. Kommunikér organisatoriske ændringer i god tid, og vær tydelig, så der ikke opstår tvivl eller usikkerhed.
- Ro og afskærmning – fx i form af fleksible mødeformer og mulighed for hjemmearbejde – kan også være afgørende for fokus og trivsel. Samtidig har nogle brug for faste rutiner og strukturer på kontoret, fx en fast plads i et storrumskontor med free seating. Det vigtige er en fleksibel ramme og mulighed for individuelle løsninger.
- Check ind løbende – og vær nysgerrig på, hvad der tapper og genoplader medarbejderens ”batteri”. Medarbejdere med neurodivergens kan have sværere ved at mærke fysiske symptomer (sult, tørst og træthed), før energien pludselig er brugt op.
Mere nysgerrig på neurodivergens?
Nedenfor har vi samlet mere inspiration og flere værktøjer til at omfavne neurodivergens på arbejdspladsen. Projektet ”Alle hjerner i spil” er udarbejdet af Velliv Foreningen i samarbejde med bl.a. danske virksomheder.
Lyt, læs og se videre
Har I behov for sparring om trivsel og sundhed?
Sundhed ErhvervHvis jeres virksomhed har brug for faglig rådgivning eller sparring omkring medarbejdertrivsel, så skriv til