Årets kommercielle pensionsselskab 2020

04-06-2020

Velliv er kåret som årets kommercielle pensionsselskab af FinansWatch og revisions- og konsulenthuset EY. Det er anden gang på tre år, at Velliv modtager denne titel.

Det var en stolt adm. direktør Steen Michael Erichsen, der i dag modtog nyheden fra FinansWatch:
”Vi er ydmyg over at vinde titlen for anden gang på tre år. Jo flere kunder, der opdager gevinsterne ved at eje og drive deres eget pensionsselskab i form af fx tre kilder til afkast, jo flere kunder oplever vi også vil være medejere af Velliv.”

Prisen til de kommercielle selskaber gives på baggrund af selskabernes nøgletal for afkast, indtjening (egenkapitalforrentning), vækst i indtægter samt for deres omkostningsniveau. Pensionsselskaberne opnår point både for den konkrete præstation i 2019 og for udviklingen i forhold til tidligere år. Beregningerne foretages af konsulentbureauet EY. Den officielle begrundelse for valget af Velliv som årets kommercielle pensionsselskab lød:

Velliv vinder prisen som årets kommercielle pensionsselskab, primært som følge af virksomhedens evne til at skabe egenkapitalforrentning og bundlinje. Egenkapitalforrentningen for 2019 udgjorde 14,7 pct., hvilket er den højeste blandt de kommercielle pensionskasser og en fremgang på 4,3 procentpoint i forhold til 2018. Herudover ligger Velliv fornuftigt i forhold til konkurrenterne på omkostningsprocenter og afkast til kunderne.

Prisen fra FinansWatch udmærker sig ved, at EY analyserer hele pensionsbranchen og nominerer de endelige kandidater i modsætning til mange andre priser, hvor selskaberne selv har mulighed for at tilmelde sig.

”Jeg er på kundernes vegne tilfreds med egenkapitalforrentningen. Kunderne
ejer Velliv, så forrentningen af egenkapitalen er principielt et yderligere afkast til kunderne. Jeg er desuden stolt over de lave omkostningsprocenter, der er udtryk for, at effektiviseringsgevinsterne tilfalder kunderne, som gennem Velliv Foreningen får hele udbyttet,” fortæller Steen Michael Erichsen og afslutter:
”Vellivs kunder har fået markedsledende afkast på både kort og lang sigt. Derudover får de en attraktiv rente på fem pct. på DinKapital og nu
for tredje år i træk flere hundrede mio. kr. i bonus, der indsættes direkte på deres NemKonto fra deres egen forening; Velliv Foreningen. Det er blandt andet det, vi er sat i verden for, og det vi skal gøre endnu mere af
i fremtiden.”

Læs mere om kåringen og begrundelsen i artiklen fra FinansWatch her.