Et par måneder med solskin

19-12-2022

De mørke skyer har hængt tungt over finansmarkederne i det meste af 2022, hvilket har ramt årets afkast negativt. De seneste par måneder har imidlertid budt på opklaring, hvor aktiemarkederne er steget og renterne faldet lidt tilbage.

Årsagen til denne vending skyldes iflg. Vellivs vurdering et lidt mindre negativt syn på fremtiden og herunder også på mulighederne for at stoppe inflationen. Finansmarkederne forventer derfor nu, at der ikke skal helt så store rentestigninger til at banke inflationen ned. Og netop det er positive nyheder for finansmarkederne verden over.

Kunder i Velliv med VækstPension Aktiv med mellem risiko og med 15 år eller mere til pension havde ved udgangen af september et negativt afkast på -16,2 pct. Ved udgangen af november udgjorde samme afkast –10,8 procent, hvilket understreger de seneste par måneders mere positive syn.

Skyerne kan hurtigt trække sig sammen igen

På trods af det nuværende mere positive syn skal der ikke mange dårlige nyheder til igen skabe usikkerhed på finansmarkederne og dermed igen at få renterne til at stige, og kurserne på aktierne til at falde. I Velliv tror vi, at den kommende tid kommer til at blive præget af uro, og det må derfor forventes, at vi kommer til at opleve både positive og negative perioder over de kommende 6 måneder. Meget kommer til at afhænge af, om der er blivende tegn på, at inflationen er på retur. Det har vi set de første tegn på i USA, hvorimod inflationen er fortsat med at stige i Europa. Vi holder tæt øje med udviklingen og på de finansielle markeder, og er derfor også parate til at tilpasse porteføljen til den øjeblikkelige markedssituation.