Kære leder: Pas godt på dine medarbejdere - særligt i december!
Antallet af stresstilfælde stiger hvert år i januar. Hvordan du som leder sender dine medarbejdere på juleferie har en afgørende betydning.
Af Julie Engelund Sander, sundhedsdirektør i Velliv
December er for de fleste forbundet med forestillingen en dejlig og hyggelig måned. Men parallelt med julestemningen og en juleferie lige rundt om hjørnet er det ofte også en af årets travleste på arbejdet, fordi deadlines og projekter ofte bliver placeret lige netop her.
Vi rydder op og gør status inden årets afslutning. Det betyder også en gennemgang af indbakken, hvor opgaver, der skubbes ud af den enes indbakke dernæst, lander i kollegaens. Så selvom planen var at gå på juleferie med ”clean desk”, er det for en stor andel af danskerne det modsatte, der er tilfældet. Alt dette mærker vi tydeligt hvert år, når det bliver januar i Velliv.
Januar er en af vores travleste måneder i forhold til kunder, der henvender sig med stresssymptomer og gerne vil have hjælp. Kunder, der ringer med en oplevelse af at have givet alt, hvad de har i december, men uden at nå helt i mål. Og når januar rammer efter juleferien, der måske heller ikke er gået helt efter planen, så vælter kunden rent mentalt. Vi ser den samme reaktion efter sommerferien.
Det kan jo virke lidt paradoksalt, at det er efter de længere ferieperioder, at vi ser en stigning i stress-relaterede henvendelser. En tid, hvor der netop burde være overskud efter ferie og familietid. Men sådan er det ikke altid, for med julehygge og ferie generelt, følger der også forventninger.
Forventningens pres fra familie og job
Og her taler jeg både om de synlige forventninger fra ikke mindst børn, der som regel har et ret godt billede af, hvad der gør højtider gode. I form af gaver, oplevelser og en masse nærvær samt en stor lykkelig familie. Drømmebilledet harmonerer dog ikke altid med virkeligheden, som ikke sjældent også er præget af konflikter, skuffelser og ensomhed.
Men der er også de mere usynlige forventninger, der kommer, når vi skal lukke arbejdsmailen ned, og bunken med arbejdsopgaver måske ikke har nået bunden, som vi håbede, inden computeren blev slukket.
For det første har mange fortsat svært ved at lukke for arbejdsmailen i ferien, der fortsætter med at tikke ind på mobilen. Og mens børnene parkeres med iPad’en, så larmer den dårlige samvittighed hos mor eller far, samtidig med at arbejdet kun løses med delt fokus. For det andet kan mange medarbejdere have svært ved at holde fri, hvis følelsen er, at det, de kommer tilbage til, kan virke uoverskueligt, eller de er bekymrede for, om de har leveret tilfredsstillende, inden de tog på ferie.
Lederen spiller en central rolle
Her spiller lederen en vigtig rolle. For som leder har du en afgørende indflydelse på, hvordan du sender dine medarbejdere på ferie. Og her er et ”god ferie” og smil ikke altid nok. For som så meget andet, så handler det også om, at være klar i sin kommunikation om, hvilke forventninger der er til ens medarbejdere både i ferien og ikke mindst efter.
Hvor banalt det end lyder, så betyder det meget, at ledere er tydelige med, at ferie først og fremmest handler om at holde fri og tanke energi. Tænke på andet end arbejde og være der for sine nærmeste. I dag smelter arbejdsliv og fritid mere sammen end nogensinde, og hvis medarbejderen oplever at balancen er skæv, så kan det ende i stress og mistrivsel.
Som leder bør du også have fokus på at hjælpe med at få afstemt de projekter og opgaver, som ikke stopper blot fordi, det bliver nytår, og 2023 skiftes ud med 2024. Og kom I ikke i mål med alt, I ville nå inden jul, så nytter det ikke noget at lukke øjnene for det. Så handler det om at flytte deadlines, så de bliver realistiske, også selvom det ikke er uden omkostninger – for omkostningerne ved lade som ingenting kan være endnu større.
Når den sidste nytårskranskage så er spist og jobbet starter op igen i januar, så sørg for at dine medarbejdere ved, hvad forventningerne er til opstarten på året. Ferie skal ikke give skyldfølelse, hvilket faktisk kan føles sådan, hvis der er et efterslæb af det, der kan føles som uløselige og komplekse opgaver.
Så hjælp dine medarbejdere med at få kigget på bunken med opgaver igennem, og hjælp med at få prioriteret, så overgangen til et nyt arbejdsår bliver godt og ikke mindst produktivt. Sørg for at frygten for at møde ind på kontoret, bliver udskiftet med en lyst til at komme tilbage og være med til at gøre en forskel for forretningen, fordi troen på succes i det nye år er større end frygten for at fejle.