Nye skatteregler på vej – men ikke fra 2024

06-09-2023

Regeringen har tidligere annonceret, at den vil gennemføre en reform for indkomstskat. I det netop offentliggjorte forslag til finanslov for 2024 er der ikke lagt op til, at reformen træder i kraft med virkning fra 2024. I finanslovsforslaget har regeringen annonceret, at der vil komme yderligere klarhed i løbet af efteråret, men p.t. er det altså fortsat uklart, hvornår ændringerne vil træde i kraft.

Velliv holder øje med situationen, og vi tager kontakt, når det bliver relevant.

Kort fortalt lægger regeringen op til, at den nuværende topskat opdeles i tre:

  • Mellemskat på 7,5 pct. gældende fra den nuværende topskattegrænse og op til en indkomst på 750.000 kr. før AMB.
  • Uændret topskat for indkomst i intervallet 750.000-2.500.000 kr.
  • Top-topskat på 20 pct. for indkomst over 2.500.000 kr.

Efter de gældende regler skal der i 2023 betales topskat på 15 pct. af indkomst over 568.900 kr. efter AMB, svarende til 618.370 kr. før AMB.

Ud over disse ændringer i topskatten, så lægger regeringen op til at forhøje beskæftigelsesfradraget med 2,1 procentpoint fra 10,65 pct. til 12,75 pct. og øge det maksimale fradrag fra 45.600 kr. til 53.600 kr.